Gå til hovedindholdet

Fokus på High Fructose Corn Sirup

Der har de sidste par dage været meget debat om High Fructose Corn Sirup i medierne, men hvad er det for en slags sukker og er det farligt? Alt om kost har taget kemikitlen på, og stiller skarpt på det udskældte sukker.

Hvad er High Fructose Corn Sirup?

High Fructose Corn Sirup (HFCS) er ikke meget forskelligt fra almindeligt hvidt sukker. Energiindholdet (kalorier) i HFCS og almindeligt hvidt sukker er det samme.

Kigger man på molekylerne, så er HFCS opløsninger af glukose og fruktose (sukkerarter) i vand.

Den mest brugte variant (HFCS: 55, der består af 55 % fruktose og 42 % glukose) bruges især i læskedrikke. Den anden variant (HFCS 42, der indeholder 42 % fruktose og 58 % glukose) bruges også i drikkevarer og i blandt andet morgenmadsprodukter og bagværk.

HFCS er således ikke meget forskelligt fra almindeligt hvidt sukker, der består af 50 % glukose og 50 % fruktose.

Er det farligt?

Der er ikke videnskabeligt bevis for, at det er HFCS, der er skyld i fedmeepidemien. Der er ikke videnskabelig dokumentation for, at brugen af HFCS i stedet for almindeligt hvidt sukker øger risikoen for overvægt og diabetes.

Mistanken om effekten på overvægt er især blevet til på basis af dyreforsøg, hvor man har fodret med store mængder ren fruktose. Resultaterne af dyreforsøgene kan dog ikke umiddelbart overføres til mennesker.

Sammenhængen er også set i epidemiologiske studier, men kan ikke længere bekræftes, idet indtaget af HFCS er faldet, men fedmeforekomsten er fortsat med at stige.

Alligevel er der god grund til at følge kostrådet om at spise mindre sukker – også når det gælder HFCS. Det skyldes, at det er den samlede mængde af sukker som man indtager, der har betydning for blandt andet overvægt.

Hvordan ser jeg om det findes i et produkt?

Du skal kigge i ingrediensliste, hvor det ofte vil stå som glukosesirup, glukose-fruktosesirup eller fruktose-glukosesirup. 

Kontakt

Anne Scott, ernæringsfaglig medarbejder, Fødevarestyrelsen, tlf.: 7227 6900.


MENU