Gå til hovedindholdet

Fisk er stadig sundt – også hvis du er gravid

Mandag 3. november viser DR1 udsendelsen "De Ufødte Børn”. Programmet advarer om risikoen ved at spise fisk med højt indhold af kviksølv når man er gravid. Fødevarestyrelsen fastholder anbefalingen om at gravide og ammende bør spise fisk. Dog bør gravide ikke spise mere end 100 gram store rovfisk om ugen.

Udsendelsen på DR1 kan være med til at skabe unødig bekymring hos gravide. Men fisk og især fed fisk indeholder fiskeolier, selen, jod og D-vitamin, som kroppen og det ufødte barn/spædbarn har brug for, og som er svære at få nok af fra andre fødevarer. Fødevarestyrelsen fastholder derfor anbefalingen om at gravide og ammende, bør spise fisk. Dog bør gravide ikke spise mere end 100 gram store rovfisk om ugen.

I Fødevarestyrelsens pjece ”Råd om mad og motion når du er gravid” er der flere råd om fisk. Her står bl.a.”Spis ikke mere end 100 g om ugen af de store rovfisk, fordi de kan have et højt indhold af kviksølv”. De store rovfisk er bl.a. helleflynder, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart, oliefisk, escolar, rokke og tun”. Denne anbefaling holder Fødevarestyresen fast i.

Små tunfisk har typisk lavt indhold af kviksølv

Specielt tunfisken har været udskældt, da mange danskere får en del af deres fisk gennem dåsetun. Det er dog vigtigt at understrege, at dåsetun typisk har et lavt indhold af kviksølv, da de er fremstillet af små tunfisk. Kviksølv ophobes – lige som andre tungmetaller - gennem fødekæden, hvilket betyder at store fisk derfor kan have et højt indhold af kviksølv.

Der findes dog også mere eksklusive produkter af dåsetun, hvor kødet kommer fra store tunfisk eller fra den hvide tunfisk. Disse produkter kan have et højere indhold af kviksølv. 

Tunbøffer er generelt udskæringer fra større tunfisk, og har derfor et højere indhold af kviksølv. Tun anvendes også til fx sushi.

Rig på sundt fedt og vitaminer

Fisk indeholder sunde fedtstoffer og er rige på D-vitamin, jod og selen. Som altid er det vigtigt at spise varieret. Det er derfor også godt at spise forskellige slags fisk – både de fede som laks, sild og makrel, og de magre som rødspætter, sej og torsk.

Fordelene ved at spise fisk – også for gravide og ammende - overskygger ulemperne. Det er derfor vigtigt at gravide og ammende ikke lader sig skræmme og stadig spiser fisk, men naturligvis husker på at begrænse indtaget af store rovfisk.

For alle andre forbrugere er fordelene ved at spise fisk så overbevisende, at der ikke på nogen måder er grundlag for ikke at følge Fødevarestyrelsens officielle kostråd og spise mere fisk.

Kontakt

Else Molander, Kontorchef, Fødevarestyrelsen, Tlf.: 7227 6900.


MENU