Gå til hovedindholdet

Få en sjov og lærerig sommerferie med Madskolerne

Når skoleklokkerne ringer ud til børnenes sommerferie, rykker Madskolerne ind. Her får børn mulighed for at føle, smage, prøve, dufte og opleve madens vidunderlige verden. Der er stadig enkelte ledige pladser på denne sommers Madskoler. Så ved dine børn ikke, hvad de skal få den lange ferie til at gå med, så er Madskolerne måske et godt bud.

For 11. år i træk kan børn i alderen 8-12 år bruge en uge af deres sommerferie på at lære om mad, madlavning, sundhed og vigtigheden af fysisk aktivitet – på en sjov, lærerig og aktiverende måde.

”Der er meget læring forbundet med madlavning, og børn syntes i de fleste tilfælde, at det er spændende at lære nyt, så længe det foregår på deres præmisser. På Madskolerne fjerner vi det daglige tidspres ved at afsætte fem hele dage, hvilket giver god mulighed for fordybelse. Vi ser, at børnene hurtigt bliver gode til "det der med mad", hvilket giver dem en oplevelse af succes. Det giver dem blod på tanden til at fortsætte med at lave mad hjemme i familien – også når Madskoleugen er forbi,” fortæller projektkoordinator på Madskolerne, Line Damsgaard.

Topmotiverede børn kommer hjem

Ifølge sidste års evaluering har hele 92 % af børnene fået større interesse for at lave mad derhjemme og 49 % af forældrene svarer ja til, at deres børn har fået – eller forventer at få – fast maddag hjemme som et resultat af deres deltagelse på Madskolen. Det at børnene selv er med til at lave maden kan bl.a. føre til, at de bliver mindre kræsne. En forælder har udtalt:

"Med et kræsent barn er det en stor hjælp at komme på Madskole. Barnet ser, at andre kan spise og smage forskellige madvarer. Det har hjulpet meget, da vores datter er blevet mere åben for at smage nyt."

Og netop det at smage nye fødevarer sker i stor stil. Hele 85 % af børnene smager ifølge sidste års forældre på nye fødevarer i forbindelse med Madskolen.

Stadig ledige pladser

Madskolerne arrangeres af Landbrug & Fødevarer, 4H og REMA 1000. Da Madskolerne startede i 2004 fik knap 120 børn mulighed for at deltage. I år er der cirka 2.000 pladser. Flere Madskoler er allerede udsolgt, men der er også en del steder, der stadig har ledige pladser.

På Madskolernes hjemmeside www.madskoler.dk findes en oversigt over hvornår og hvor i landet, der afholdes Madskoler.

Kontakt

Line Damsgaard, Projektkoordinator, Landbrug & Fødevarer, tlf.: 3339 4087.

Læs mere på andre sider

www.madskoler.dk


MENU