Gå til hovedindholdet

Det sunde måltid blev til med hjælp fra hele skolen

Da Lyreskovskolen i Aabenraa i 2015 fik ny kantine involverede ledelsen hele skolen. Resultatet blev en kantine, der sælger sund mad, som eleverne gerne vil købe. Og der er tid nok og gode rammer, som maden kan spises i.

Lyreskovskolen i Aabenraa er en sammenlægning af tre lokale skoler. Da man i 2015 skulle flytte ind i skolens nye lokaler var både skolebestyrelsen, skoleledelsen og medarbejderne enige om, at sund mad og bevægelse skulle være en stor del af skolens tankegang og kendetegn. Skolen skulle derfor naturligvis have sin egen kantine, forklarer Jon Venzel Sønderby, der er skoleleder på Lyreskovskolen.

Et fælles projekt 

I processen med at skabe den nye kantine tog ledelsen på Lyreskovskolen både skolebestyrelse, medarbejdere og elever med i processen med at skræddersy skolens sundhedsstrategi. Derudover blev en sundhedskonsulent inddraget i processen, som faglig sparringspartner. Jon Venzel Sønderby fortæller, at når det kommer til sundhed, så var det godt med noget rådgivning.

Det var et centralt element, at hele skolen blev inddraget i processen, så alle havde mulighed for at få sat deres fingeraftryk. Dialogen har været vigtig i et så omsiggribende projekt. Både elever, forældre og skolebestyrelsen har alle biddraget med inputs for at styrke processen, forklarer Jon Venzel Sønderby.

Ændring af madkulturen

For Lyreskovskolen var det ikke nok blot at ændre på maden - hele kulturen omkring det sunde måltid skulle overvejes. På Lyreskovskolen ændrede man således på rammerne for måltidet og indførte en længere spisepause på 40 min. For Jon Venzel Sønderby var det afgørende at skabe gode rammer omkring måltidet, således børnene kunne spise deres frokost i ro og mag. Her påpeger han også vigtigheden i også at involvere forældrene. Uden de gode rammer og god kultur omkring måltidet, nytter det ikke noget at ændre på kosten, mener Jon Venzel Sønderby

Indsatsen skal dokumenteres

Jon Venzel Sønderby forklarer, at Fødevarestyrelsens nye Måltidsmærke vil kunne hjælpe Lyreskovskolen med deres videre arbejde. Han uddyber at Måltidsmærket vil kunne hjælpe med at dokumentere, at det de gør, er det rigtige, således de også fremover kan fastholde fokus på sund mad i gode rammer.

Link

Besøg Måltidsmærkets hjemmeside for yderligere information og inspiration til måltider i din skoles kantine her

Kontakt

Måltidsmærket, Fødevarestyrelsen, Tlf.: +45 7227 6617, maaltidsmaerket@fvst.dk


MENU