Gå til hovedindholdet

Om kampagnen "Spis sundt- uden det gør ondt"

Fra torsdag d. 9. marts - søndag d. 26. marts 2017 gennemfører Fødevarestyrelsen i samarbejde med Saltpartnerskabet en landsdækkende Nøglehulskampagne målrettet de danske forbrugere med konkurrencen ’Årets Nøglehulsprodukter 2017’.

Kampagnen har fokus på at nå ud til især ufaglærte og kortuddannede mænd og kvinder, 35+. Kampagnen gennemføres bl.a. i detailbutikker, bagere, kommuner, 3F, Falck Healthcare og Saltpartnerskabet.

Kampagnens talspersoner

Fødevarestyrelsen har indgået et samarbejde med fire af mændene fra Danmarks Radios program ’Rigtige mænd’, sæson 1. Disse mænd er talspersoner i kampagnen, da de på egen krop har oplevet, hvor meget det betyder at skifte livsstil og spise lidt sundere i forhold til energi og overskud i hverdagen.

Kampagnens budskab

Kampagnens slogan er ’Spis sundt - uden det gør ondt’. Dette slogan skal signalere, at det ikke behøver være kedeligt og besværligt at spise sundt - man skal blot kigge efter Nøglehulsmærket.

Kampagnens hovedbudskab er, at Nøglehulsmærket mad smager godt; dagligvarebutikkerne bugner af gode og lækre Nøglehulsprodukter.

Kåring af ’Årets Nøglehulsprodukter 2017’

Fødevareproducenter, dagligvarebutikker, bagere o. lign. har haft mulighed for at indstille Nøglehulsmærket brød, pålæg, ost og færdigretter til konkurrencen ’Årets Nøglehuls-produkter 2017’.

Fra torsdag d. 9. marts til søndag d. 26. marts kan de danske forbrugere stemme på deres Nøglehulsfavoritter blandt de nominerede produkter i konkurrencens forskellige kategorier inden for brød, pålæg, ost og færdigretter.

De fødevarer, som får flest forbrugerstemmer, vinder titlen som ’Årets Nøglehulsprodukt 2017’. Vinderne kåres til en kåringsevent torsdag d. 6. april.

Forbrugerne kan stemme på www.nøglehullet.dk/konkurrence eller på stemmesedler i butikker og hos samarbejdspartnere.

Kampagnens samarbejdspartnere

Der er en lang række samarbejdspartnere tilknyttet kampagnen, bl.a. fødevareproducenter, detailbutikker, bagere, Saltpartnerskabet, kommuner, 3F, Falck Healthcare.

Saltpartnerskabet består af DI Fødevarer, Landbrug og Fødevarer, Dansk Erhverv, HORESTA, Hjerteforeningen, Hjernesagen, Forbrugerrådet TÆNK, Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, COOP, DSK, Dansk Supermarked, Danske Slagtemestre, Bager- og Konditormestre i Danmark, Gigtforeningen og Dansk Hypertensionsselskab Lagkagehuset og Fødevarestyrelsen.


MENU