Gå til hovedindholdet

Principper for madtilbud

Fødevarestyrelsens principper er inddelt efter otte madtilbud. I skal kun fokusere på de madtilbud, som er relevante for jer. Find de madtilbud, I har, og følg principperne.

Madtilbudene er sammensat af både basisråvarer og supplerende råvarer fra råvareoversigten.

For en fritidsordning vil det typisk dreje sig om følgende mad og drikkevaretilbud:

  • Morgenmad, små tilbud, fx havregryn med mælk og frisk frugt, og større morgenmadsbuffeter. 
  • Større mellemmåltider, mellemmåltider der tilbydes om eftermiddagen i fritidsordningen.
  • Løssalg og småretter, små mellemmåltider fx frugt og grønt, boller, yoghurt, mindre pizzastykker o.l. Eller supplement til fx madpakker.
  • Drikkevarer, der tilbydes fx vand, mælk og juice.
  • Søde sager, der tilbydes udover de sundere madtilbud, fx dessert og kage.

Derudover findes følgende madtilbud i guiden:

  • Frokostretter, der udgør et helt måltid i sig selv, fx varme retter med fisk, kød eller bælgfrugter samt suppe, pizza, madtærter og pirogger.
  • Sandwich, wraps, burgere ol. der udgør et helt frokostmåltid i sig selv.
  • Salatbuffet, der tilbydes som tilbehør til andre madtilbud eller som et helt frokostmåltid i sig selv.

Se mere i Fødevarestyrelsens guide til sundere mad i skolen på side 10. I kan også finde tips til at følge principperne i praksis samt vejledning til mængder og portionsstørrelser i guiden på hhv. side 34 og 37.

Madrester

Tænk madrester ind i menuplanlægningen. Madrester, der kun udgør en mindre andel af det samlede madtilbud, kan altid tilbydes for at undgå madspild.

Der er plads til det hele – bare ikke hele tiden

Op til 10 gange årligt kan I afvige fra principperne og gøre noget helt andet. I vælger selv, hvornår det skal være. I vælger også, hvordan maden skal sammensættes disse dage, fx ved temadage eller fejring af begivenheder og højtider.

MENU