Gå til hovedindholdet

Hvorfor er jeg overvægtig?

Du tager på i vægt, hvis du spiser og drikker mere energi (kJ), end din krop forbruger. Foregår det gennem længere tid, ender du sandsynligvis med at blive overvægtig.

Positiv eller negativ energibalance

Det kaldes positiv energibalance, når du indtager mere energi (kJ), end du forbruger. Du er modsat i negativ energibalance, når kroppen forbruger mere energi (kJ), end den får tilført via mad og drikke. Dette er den fysiologiske forklaring på overvægt, men der kan også være forskellige psykiske årsager til, at nogle mennesker tager på i vægt.

Søg efter årsagerne

Årsagerne, til at du bliver overvægtig, kan være mange, fx:

  • Dine vaner ved måltider, mellemmåltider og hyggespisning.
  • Dine muligheder for at være fysisk aktiv.
  • Psykiske udfordringer.
  • Dit sociale liv og netværk.
  • Din adgang til mad på arbejdet.

At finde årsagen til overvægt kræver for mange meget arbejde. Finder du ud af årsagerne til din overvægtig, kan du fokusere på at skabe de forandringer, der skal til for at opnå et varigt vægttab.

Psykiske faktorer

I forbindelse med overvægt kan du også blive påvirket psykisk, selvom det ikke er psykiske faktorer, der er årsagen til, at du tager eller har taget på. Det kan dreje sig om:

  • De bekymringer overvægten generelt kan medføre for dig og din familie.
  • Det arbejde det er for dig og din familie at omlægge livsstil.
  • De sygdomme der kan opstå ved overvægt.
  • Den udfordring det er at holde vægten nede efter et vægttab.

Find hjælp

Du kan få hjælp til at få øje på årsagerne til din overvægt ved fx at:

  • Lave en aftale med en psykolog, diætist eller en anden person, som du kan bruge som betroet sparringspartner.
  • Søge netværk og fællesskaber der arbejder med overvægt som fx Adipositasforeningen, Landsforeningen for overvægtige, eller sundhedscenteret i din kommune.
  • Gå på biblioteket og med kritiske øjne søge efter litteratur, der kan hjælpe dig på vej.
  • Søge information på nettet, fx hos Sundhedsstyrelsen, Diabetesforeningen eller her på altomkost.dk.
  • Være opmærksom på at der er mange, der står parat til at sælge dig deres egen løsning, som langt fra altid er til gavn for andet end sælgerens egen pengepung.
MENU