Gå til hovedindholdet

Slankeprodukter

Hvis du gerne vil tabe dig og overvejer at købe et slankeprodukt, kan du her læse om de forskellige kategorier af slankemidler, der udbydes på det danske marked.

Der findes et stort udvalg af meget forskelligartede slankemidler i Danmark. Produkterne kan købes i almindelige dagligvarebutikker, i helsebutikker, på apoteket eller på internettet. Det kan være svært at finde ud af, hvilke produkter der faktisk virker, og hvilke produkter der ikke holder, hvad de lover. Nogle produkter er slankelægemidler, andre markedsføres som kosttilskud og andre igen som slankekost.

Slankekostprodukter

En af de mest almindelige produktkategorier er det, der kaldes slankekostprodukter. Der findes to forskellige varianter af slankekost på det danske marked:

  1. Måltidserstattere til vægtkontrol – produkter der er sammensat på en måde, der gør dem egnet til at erstatte et eller flere af dagens måltider.
  2. Kosterstattere til vægtkontrol – produkter der kan erstatte hele den daglige kost i en kortere eller længere periode.

Produkter, der kan anvendes som erstatning for hele den daglige kost, kan købes i forskellige varianter.

LCD-produkter – Low Calorie Diet – markedsføres med et forholdsvist lavt indhold af energi. VLCD-produkter – Very Low Calorie Diet – har et ekstra lavt indhold af energi.

Produkterne er beregnet som en del af behandlingen af moderat og svær overvægt. Produkterne er ikke beregnet til børn, unge, gravide, ammende eller ældre.

Der er meget præcise regler for, hvordan slankekostprodukter skal være sammensat. Dette betyder, at slankekostprodukter altid skal indeholde bestemte niveauer af fedt, kulhydrat, protein, vitaminer og mineraler m.m. Det giver dig en sikkerhed for, at kroppens behov for de forskellige næringsstoffer er dækket, hvis du følger anvisningen på pakningen.

Det er meget vigtigt, at du er opmærksom på at følge anvisningerne på pakningen nøje. Hvis du fx starter på en VLCD-kur, risikerer du at få et for lavt indtag af kalorier, hvis du ikke følger instrukserne på pakningen, da VLCD-produkter indeholder meget få kulhydrater og fedt. Det er dog også det, der gør dem egnede til at opnå et vægttab.

Øvrige slankemidler og kosttilskud

Der findes rigtig mange produkter, der markedsføres med en slankende virkning, og som ikke hører under kategorierne slankekostprodukter. Disse produkter sælges typisk som kosttilskud. Produkterne indeholder ofte forskellige planter eller ekstrakter af planter, fx grøn te ekstrakt eller fiberpiller, og lover en slankende virkning. Andre slankemidler kan indeholde forskellige stoffer.

Nogle produkter sælges som en slags udrensningskure, andre produkter lover vægttab ved at indtage et bestemt antal piller hver dag.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der så vidt vides ikke er opfundet en mirakelpille, der får kiloene til at rasle af kroppen.

Myndighederne finder i stigende grad slankemidler, der indeholder det ulovlige lægemiddelstof Sibutramin. Dette stof kan give alvorlige bivirkninger, og denne slags produkter er ikke lovlige at markedsføre i Danmark. Produkterne udbydes alligevel en gang imellem på internetsider. Ofte er disse hjemmesider registreret i udlandet, hvilket betyder, at de danske myndigheder har begrænsede muligheder for at skride ind over for salget.

Mange af hjemmesiderne ser umiddelbart danske ud, de har fx dansk tekst og danske priser. Det viser sig dog, at en del af disse sider hører hjemme i udlandet. Det er derfor vigtigt, at du forholder dig kritisk og er fornuftig, når du overvejer at købe slankemidler på nettet. Vær særlig påpasselig, hvis du vil købe kosttilskud eller slankemidler på udenlandske hjemmesider.

Tjek hvilke kosttilskud, der er registreret til salg i Danmark, og som dermed indgår i Fødevarestyrelsens kontrol nedenfor.

Registrerede slankelægemidler

Udover de slankemidler, der markedsføres som fødevarer, er der enkelte godkendte slankelægemidler på det danske marked herunder produkterne Regenon, Alli og Xenical. Fælles for disse produkter er, at de er registreret og godkendt af lægemiddelmyndighederne i Danmark.

Produktet Reductil har tidligere været godkendt som slankelægemiddel, men er i dag ikke lovligt at sælge, da produktet indeholder stoffet Sibutramin.

Er du gravid?

Hvis du ønsker at blive gravid, er gravid eller ammer skal du være ekstra påpasselig, inden du begynder at bruge et kosttilskud herunder også slankemidler. Følg derfor forsigtighedsprincippet.

Det frarådes på det kraftigste at tage kosttilskud udover de, der anbefales af myndighederne, medmindre det sker efter aftale med egen læge, jordemoder eller sundhedsplejerske.

Kosttilskud og slankemidler til børn

Vi fraråder generelt, at børn spiser kosttilskud udover i særlige situationer en daglig vitaminpille og lignende. Under alle omstændigheder er det altid en god idé at rådføre sig med sin læge eller sundhedsplejerske, hvis du tænker på at give dine børn kosttilskud.

Det er bestemt også en dårlig idé at give dine børn slankemidler, med mindre du har drøftet dette grundigt med din læge.

MENU