Gå til hovedindholdet

Kan man få for meget D-vitamin?

D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, og man kan derfor få for meget D-vitamin. D-vitaminforgiftning ses dog først ved meget store doser – flere hundrede mikrogram (µg). Da det ikke kan udelukkes, at der kan være negative effekter af lavere doser, er der fastsat en øvre maksimumsgrænse for dagligt indtag i kosttilskudsreglerne:

  • For voksne og børn over 11 år er maksimumsgrænsen 91,4 µg pr. anbefalet daglig dosis.
  • For børn fra 1 til 10 år er maksimumsgrænsen 18 µg.

Højere doser kan tolereres i kortere tid, hvis det anbefales af lægen med henblik på behandling af D-vitamin mangel.

Reagerer dit barn på D-vitamin dråber?

Forældre til nogle børn oplever, at børnene får maveproblemer m.m. i forbindelse med indtag af D-vitamindråber. Der kan være mange forskellige årsager til maveproblemer hos spædbørn.

Det er vigtigt, at børn får nok D-vitamin, da mangel på D-vitamin kan føre til engelsk syge og bløde knogler. Børn i alderen 0-2 år bør få et tilskud af D-vitamin på 10 µg hver dag. Hvis børn har mørk hud, eller det oftest er klædt, så arme og ben er tildækkede, skal de fortsætte med D-vitamintilskud hele barndommen.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man taler med sundhedsplejersken eller lægen, hvis man oplever maveproblemer hos sit barn. Man bør således kun stoppe med D-vitamin dråberne, hvis det sker på anbefaling fra sundhedsplejerske eller læge. Alternativt kan man prøve at skifte til et andet mærke.

Følg anbefalingerne

Fødevarestyrelsen vurderer ikke, at det er sandsynligt, at maveproblemer skyldes et indtag af D-vitamin dråber svarende til den anbefalede daglige dosis.

Det er vigtigt, at børnene kun får D-vitamin dråber i den anbefalede daglige mængde, og man følger anvisningen på produktet.

MENU