Gå til hovedindholdet

D-vitamin

Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin, og kortvarige regelmæssige ophold i solen er bedst. Kun i mindre grad får vi D-vitamin fra kosten. D-vitamin er specielt vigtigt for kroppens optagelse og omsætning af kalk og for knoglerne og musklerne. Mangel på D-vitamin øger risikoen for knogleskørhed og kan i svære tilfælde give muskelsmerter og svage muskler.

D-vitamin fra solen

D-vitamin dannes i huden i sommerhalvåret, når den rammes af solens ultraviolette stråler (UVB). Hvor meget D-vitamin, der dannes, afhænger af, hvor stærk solens UVB-stråling er, og hvor længe man opholder sig i solen. I sommerhalvåret – fra maj til september – er solens lys i Danmark så kraftig, at den nødvendige D-vitamin er dannet i løbet af få minutter midt på dagen. I ydertimerne skal der lidt mere tid til. Længere tids ophold i solen giver ikke et større lager af D-vitamin i kroppen.

I vinterhalvåret – fra oktober til april – er solens stråling i Danmark ikke stærk nok til, at der dannes D-vitamin i huden, og man tærer på D-vitaminlageret dannet om sommeren. D-vitaminniveauet i blodet svinger derfor naturligt med årstiderne og er lavere om vinteren end om sommeren.

D-vitamin fra fødevarerne

Det er meget svært at få dækket sit D-vitaminbehov via kosten alene, og kostundersøgelser viser også, at vi kun får dækket en mindre del af vores D-vitaminbehov den vej. Det skyldes, at D-vitamin kun findes i større mængder i fede fisk, som fx laks, sild og makrel. Derudover forekommer D-vitamin i begrænset mængde i kød, mælk og æg. I planteriget findes D-vitamin kun i små mængder i visse svampe. Om vinteren er det derfor ekstra vigtigt at spise D-vitaminrige fødevarer.

Spis fisk og få moderat sommersol

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser 350 gram fisk om ugen, samt at huden på ansigt, underarme og underben eksponeres for sol i 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerhalvåret. Det er vigtigt, at solbestrålingen ikke er af så lang varighed, at den fører til rødme af huden, da det øger risikoen for hudkræft.

Solcreme, skygge og D-vitamin

Brug af solcreme fører ikke til mangel på D-vitamin. Årsagen hertil er formentlig, at solcreme ikke bruges systematisk, og at al solcreme stadig lader nogen UV-stråling passere. Også i skyggen danner huden D-vitamin. Vi anbefaler, at man altid beskytter sig mod solen i tidsrummet mellem kl. 12 og 15, når UV-indekset er 3 eller mere, og man er udendørs i mere end 10-15 minutter. Uden for dette tidsrum er det ikke altid nødvendigt at bruge solcreme. Solcremen bør påsmøres, før man går ud.

MENU