Gå til hovedindholdet

Plads til søde drikke

Over 30 % af det sukker, vi spiser, kommer fra sukkersødet sodavand, saft, iste mv. Hvis børn og unge spiser sundt og bevæger sig mindst 60 minutter hver dag, er der plads til:

  • Under 3 år: ingen søde drikke.
  • 3-6 år: maks. 1/4 l sodavand eller saft om ugen.
  • 7-15 år: maks. 1/2 l sodavand eller saft om ugen.

Efter 15 år

Anbefalingen om maks. ½ l sodavand eller saft om ugen gælder også, hvis du er ældre end 15 år., men pladsen til søde drikke afhænger af, hvor sundt du i øvrigt spiser, og hvor meget slik chokolade, kage og alkohol du får samt hvor fysisk aktiv du er.

Sodavand og usunde vaner hænger sammen

Børn og unge, der får mere end 10 % af deres energi fra sukker, spiser generelt også mere usundt end dem, der får mindre sukker. De spiser mindre frugt og grønt, mælk, rugbrød, havregryn og fisk. De får derfor færre af de næringsstoffer, kroppen har brug for, for at kunne vokse og udvikle sig optimalt.

Den søde smag

Lysten til noget sødt er et spørgsmål om vane. Jo oftere du spiser noget sødt, jo oftere vil du foretrække mad og drikke, der smager sødt. Den seneste undersøgelse af danskernes kostvaner far DTU Fødevareinstituttet viser, at personer, der drikker meget sodavand, også spiser meget slik og chokolade.

Vil du lysten til den søde smag til livs, er der kun én vej – drop de søde drikke og søde sager i hverdagen, og spis kun sødt ved særlige lejligheder.

Syreskader er ikke et spørgsmål om rene tænder

Det er syren i søde drikke, der giver syreskader på tænderne og ikke sukkeret. Det gælder alle læskedrikke, som har et lavt pH, og som indeholder syre. Derfor kan både almindelig og light sodavand samt saft give syreskader på tænderne.

Hvad er syreskader?

Syreskader på tænderne opstår ved, at syre i drikkevarer med lavt ph (< 5,5) ætser tænderne og opløser mineralerne i tandemaljen. Når du drikker fx sodavand eller frugtsaft, stiger syremængden i munden kraftigt. Først efter en halv time har spyttet neutraliseret syren, og mundens pH-værdi er tæt på det neutrale igen uden fare for ætsninger. Risikoen for ætsning af tænderne er derfor stor, hvis du eller dine børn går og smådrikker sodavand eller saft hele tiden.

Syreskader er svære at se, men det kommer til at gøre ondt, når emaljen er blevet tynd. Og er emaljen én gang blevet ætset, kommer den ikke igen, og det giver større risiko for at få huller i tænderne.

Gode råd for at undgå syreskader

  • Sluk tørsten i vand.
  • Drik vand, mælk, kaffe og te mellem måltiderne.
  • Spar på sodavand, saft og juice – drik dem ikke hver dag og kun til måltider.
  • Drik med sugerør – så får du ikke skyllet syren rundt inde i munden.
  • Skyl munden med vand, efter du har drukket sodavand, saft elle juice – det neutraliserer syren.
  • Børst aldrig tænder lige efter, du har drukket søde drikke. Skyl i stedet munden med vand og børst tænderne på et senere tidspunkt.

Syreskader et stort problem

Ca. hver sjette teenager har problemer med syreskader, men også børn i de yngste klasser kommer til tandlægen med ødelagt tandemalje efter især søde drikke.

Læs mere på andre sider

Syreskader, Tandlægeforeningen

MENU