Gå til hovedindholdet

Overgangsperioden

Overgangsperioden starter, når barnet begynder at få anden mad sammen med modermælk eller modermælkserstatning.

De fleste børn trives på modermælk de første 6 måneder, men hvis barnet, efter det er ca. 4 måneder (17 uger), ikke længere bliver mæt af modermælk eller modermælkserstatning, kan man begynde at give det skemad. Overgangsperioden varer til barnet er ca. 9 måneder.

I gang med skemad

Når barnet er ca. 6 måneder (26 uger), skal man i gang med skemad. Fra skemad kan barnet få den ekstra energi og de ekstra vitaminer og mineraler, der er nødvendige for dets vækst og udvikling. Også barnets naturlige lyst til at ville smage på maden er afgørende for, hvornår man bør starte med skemad.

Bliver barnet meget ældre end 6 måneder, før det bliver præsenteret for skemad, kan man risikere, at barnet ikke er så parat til ændringer og vil foretrække bryst eller flaske.

Når barnet er i gang med den første skemad, vil det spise to eller tre måltider skemad på en dag. Dagens øvrige måltider er som hidtil modermælk efter behov eller modermælkserstatning.

For mange falder det naturligt selv at lave maden til spædbarnet, og mange vil gerne gøre det frem for at købe de industrielt fremstillede grødprodukter og børnemad på glas. Men mange er usikre på, hvordan man kan lave en velsmagende grød eller mos, der indeholder det nødvendige næringsstoffer og har en konsistens, der passer til barnet. I bogen 'Mad til spædbørn og småbørn' findes opskrifter, instruktioner og mange gode fotos.

Fra mos til mad i små stykker

I overgangsperioden gennemgår barnet en fantastisk omstilling fra at blive ammet eller madet udelukkende med mælk til at få mad med ske og efterhånden sidde selv og spise et varieret måltid mad – gerne med fingrene.

Det er en travl periode, hvor den tynde grød og blendede mos hurtigt skal erstattes af mad, der blot skal moses let med en gaffel, og allerede ved 8-måneders alderen kan barnet selv spise bløde stykker mad, mens det sidder i sin høje stol. Lad ikke barnet være alene, når det spiser.

Server ikke hele nødder, mandler, popcorn, kerner, rå gulerødder − hele eller i stave − eller andre lignende hårde fødevarer, før barnet er 3 år. Det afhænger dog af barnets udviklingstrin og evne til at tygge maden. Dette for at undgå fejlsynkning. Fødevarerne kan bruges, hvis de er blendede, revne eller fint hakkede. Vær sikker på, at barnet tygger maden godt, før det får disse hårde fødevarer i hel form.

Det er til stor hjælp for barnet, at man er opmærksom på, hvad barnet fysisk kan i forhold til at spise, og at man respekterer, at barnet selv bestemmer, om det er sultent, hvor meget det vil spise, og hvad det kan lide af den mad, det tilbydes.

Fra få til mange smagsoplevelser

Maden ændres i overgangsperioden fra den første skemad til at omfatte alle almindelige madvarer.

Frem til overgangsperiodens ophør ved 9-måneders alderen vil det være godt at tilbyde barnet mange forskellige slags madvarer, så barnet får forskellige smagsoplevelser fra forskellige frugter, grønsager, fiske- og kødtyper og senere også brød, ris og pasta. Også brugen af forskellige fedtstoffer og sødmælksprodukter bidrager til smagsoplevelserne.

En varieret kost med mange forskellige madvarer er også med til at dække barnets behov for de forskellige vitaminer og mineraler, som kroppen har brug for.

Den første skemad

Uanset om barnet starter med skemad, lige efter det er 4 måneder, eller når det næsten er 6 måneder, drejer det sig først og fremmest om at vænne barnet til at spise mad med ske. Der er derfor tale om enkelte skefulde til at starte med.

Tegn på at det er tid til at give skemad

  • Barnet virker sultent og begynder fx at vågne mere om natten.
  • Barnet kan holde hovedet, ser nysgerrig efter maden og åbner munden efter skeen.

Grød

Grød lavet af majsmel, boghvedemel eller hirsemel og grød lavet af majs-, boghvede- eller hirseflager er meget velegnet som den første skemad, da de smager mildt. Grød tilberedt af disse fire meltyper giver en meget findelt, blød og cremet konsistens. Grød kan også laves af rismel, men undlad at give barnet risgrød hver dag på grund af indholdet af arsen.

Den allerførste grød må være tyndtflydende, men så snart barnet er glad for maden, gøres grøden mere tykflydende. Efterhånden tilberedes grøden af flager eller gryn, så barnet får en grovere smagsoplevelse. Havregrød og øllebrød er eksempler på grovere grødtyper, som barnet kan begynde på, når det er 6 måneder.

Grønsager

Kartofler er milde i smagen, og som mos har de en fin konsistens. Derudover er kogt gulerod, blomkål og broccoli gode grønsager, når barnet begynder at få mad. Grønsager som courgetter, pastinak, ærter og persillerod kan også blandes med kartoffelmosen. Vent med spinat, rødbede, fennikel og selleri til efter 6-måneders alderen på grund af det høje indhold af nitrat.

Frugt

Modne æbler, pærer, bananer og ferskner kan anbefales til den første skemad. Frugter som melon og forskellige bær er også velegnede i små mængder. Frugterne kan gives friske eller kogte. Det vigtigste er, at de serveres som mos, og at barnet kan lide dem. Frosne frugter og bær kan også anvendes, der er dog særlige retningslinjer for brugen af frosne bær.

Frugtmos kan puttes på grød eller bruges som en afslutning på et grønsagsmåltid som en slags dessert. Frugtmos indeholder som oftest ikke energi nok, til at det egner sig som et måltid alene, og gives det som et selvstændigt måltid, kan det få barnet til at foretrække frugtmos fremfor grød og grønsagsmos.

Udgangspunkt i familiens mad

Efter den første skemad kan barnet, fra det er 6 måneder, tilbydes alle almindelige fødevarer, og barnets mad kan nu begynde at tage udgangspunkt i den øvrige families mad.

Det er ikke nødvendigt at tilberede al barnets mad for sig selv. Kartofler og grønsager kan tilberedes sammen med familiens mad, så længe der kun saltes let og ikke bruges meget stærke krydderier.

Mad, der er kogt eller tilberedt i ovn, er blødest og nemmest at tygge for barnet. Pande- og grydestegt kød, fisk og grønsager er først egnede, når barnet tygger så godt, at det kan findele al maden med tænderne.

Hvor meget mælk

Fra 9-måneders alderen anbefales det, at den samlede mængde mælk ikke overstiger 3/4 liter om dagen. Dvs. både modermælk, modermælkserstatning og surmælksprodukter som fx yoghurt el. lign. 

Indtil barnet er 1 år, anbefales mælken i barnets mad at være modermælk eller modermælkserstatning. Fra 9-måneders alderen kan dog gives maks 1 dl. komælk i maden, fx i form af sovs eller på frugtgrød.

  • Små portioner af surmælksprodukter af sødmælkstypen kan gives fra 9 måneder, som en del af en varieret kost. Der kan gives fra 1/2 dl. stigende til 1 dl. ved 1 års alderen. Det er vigtigt, at børn ikke får produkter med et højt proteinindhold som ymer og skyr.

Pjecer og rapporter

Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen

Bestil bogen 'Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad', Sundhedsoplysning.dk

MENU