Gå til hovedindholdet

Fedt i maden

Det første år vokser barnet meget hurtigt. I gennemsnit tredobler barnet sin vægt og vokser 25 cm i længden. Den store vækst medfører et stort behov for energi, som barnet skal have fra maden.

Da spædbørn kun kan spise små mængder mad ad gangen, skal maden indeholde meget energi. Det gør den, hvis den indeholder en del fedt, idet fedt er det næringsstof, der indeholder mest energi pr. gram. Fedtet bidrager desuden med nogle fedtsyrer, der er vigtige for dannelser af nye celler i kroppen og for forskellige hormoner.

Fedt det første leveår

For at sikre at barnet vokser normalt, anbefales det i første leveår:

  • At tilsætte en teskefuld fedtstof pr. portion til den hjemmelavede grød og grønsagsmos.
  • At give mælk med et højt fedtindhold som modermælk, modermælkserstatning og sødmælk.

Hvilken slags fedtstof kan bruges?

Der er ikke ét fedtstof, som er sundest til børns mos og grød. Derfor er det bedste råd at variere mellem brugen af smør og smørlignende produkter samt blød plantemargarine og planteolier som fx majsolie, olivenolie, rapsolie og vindruekerneolie. Det vil formodentlig være en fordel, hvis fedtstoffet i grød og mos ikke for det meste er smør, fordi barnet i forvejen får en del fedt af denne type fra mælken.

Hvornår skal der ikke tilsættes fedtstof?

Der skal ikke tilsættes fedtstof til:

  • Grød lavet udelukkende på modermælkserstatning eller modermælk.
  • Industrielt fremstillede grødprodukter og børnemad på glas.

Disse produkter indeholder i forvejen energi nok. Industrielt fremstillede grødprodukter og børnemad på glas har ikke altid et højt fedtindhold, men indeholder til gengæld energi nok fra kulhydrater.

Fra mos til mad i små stykker

Når barnet i 8 til 9-måneders alderen ikke længere får moset sine grønsager, men får stykker af kartofler og grønsager, kan barnet, i stedet for at få en teske fedtstof, spise med af familiens sovs, så længe den ikke er tilberedt helt uden fedtstof. En anden mulighed er at tilsætte lidt fedtstof til de kogte kartoffel- og grønsagsstykker, indtil barnet er 1 år.

Pjecer og rapporter

Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen

Bestil bogen 'Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad', Sundhedsoplysning.dk

MENU