Gå til hovedindholdet

Ammende skal...

I ammeperioden gælder de samme kostråd som under graviditeten. Der er visse ting, man bør være særligt opmærksom på.

Spis masser af fisk

Fisk er sundt, blandt andet fordi de indeholder sunde fedtstoffer og er gode kilder til D-vitamin, jod og selen. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at ammende spiser 350 gram fisk om ugen heraf gerne 200 gram fed fisk. Spis forskellige fisk som fx rødspætte, rødtunge, skrubbe, torsk, kuller, kulmule, sej, fiskerogn og de fede som makrel, sild og opdrættet laks.

Ammende skal begrænse

Dåsetun og østersølaks

Dåsetun har typisk et lavt indhold af kviksølv, da de som regel er fremstillet af små tunfisk. Der er dog undtagelser, hvor dåsetunen kommer fra større fisk som fx hvid tun eller albacoretun, som derfor kan have et større indhold af kviksølv. Ved selv et relativt lille indtag af store rovfisk som tun kan man få kviksølv i skadelige mængder, hvilket kan skade udviklingen af børns hjerner.  Ammende anbefales derfor højest at spise 1 almindelig dåsetun om ugen og ikke spise dåser af hvid tun eller albacoretun.

Laks fra Østersøen har et særligt højt indhold af dioxin. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende ikke indtager mere end én portion østersølaks – ca. 125 gram – én gang om måneden. Dioxin påvirker fosterets udvikling. Opdrættet laks stammer ofte fra Norge og er i så fald ikke forurenet med dioxin.

Alkohol

Ammende anbefales at være tilbageholdende med at drikke alkohol, da alkohol går over i modermælken. Barnet kan blive sløvt eller uroligt, så det ikke vil sutte, og det drikker mindre mælk. Mælken kan også få en anden smag, som barnet ikke kan lide.

Kaffe, te og energidrikke

Gravide bør ikke drikke mere end tre kopper kaffe om dagen og bør begrænse indtaget af andre koffeinholdige drikkevarer som fx te og læskedrikke. Læskedrikke, som fx almindelig cola, kan indeholde op til 150 mg koffein pr. liter. Energidrikke, der indeholder mere koffein og er mærket med 'Højt koffeinindhold, bør ikke indtages af børn eller gravide eller ammende kvinder'.

Andre fødevarer

Visse fødevarer menes at give uro hos barnet. Det er blandt andet stærke krydderier, løg, kål, radiser, vindruer, citrusfrugter og chokolade. Der er dog ingen undersøgelser, der underbygger denne påstand. Moderen bør prøve sig frem og ikke udelukke nogen fødevarer på forhånd.

Ammende skal undgå

Store rovfisk

Ammende bør ikke spise udskæringer af de store rovfisk, da de kan have et højt indhold af kviksølv. Ved selv et relativt lille indtag af store rovfisk kan man få kviksølv i skadelige mængder, hvilket kan skade udviklingen af børns hjerner. Store rovfisk er helleflynder, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart, oliefisk (escolar), rokke og tun som fx tunbøffer.

MENU