Gå til hovedindholdet

Ledelsen spiller en vigtig rolle

Maden i landets skoler kan blive bedre. Beslutningstagere i kommuner og skoler spiller en vigtig rolle for at få sundere skolemad. En ledelsesbeslutning om sund skolemad sender et signal til både skolens ansatte, elever og forældre om, at sund mad og gode måltider er vigtige, og at det skal prioriteres.

Opbakning, rammer og ansvar 

Kommunen, ledelsen og bestyrelsen er centrale aktører i at få udbredt viljen og ressourcerne til sund skolemad. Det er afgørende, at de, der skal lave maden, får opbakning til at servere sund mad. Det gælder ressourcer i forhold til evt. flere arbejdstimer, nyt inventar, kursus, markedsføring og ikke mindst synlig opbakning til forandringsprocessen.

Sunde skolemåltider – et ledelsesansvar

Beslutningstagerne på skoler og i kommuner kan især have glæde af at læse brochuren 'Sunde skolemåltider – et ledelsesansvar'. Brochuren giver et vigtigt indblik i, hvad en sund skolemadsordning kræver, og den giver dermed beslutningstagere i kommuneforvaltninger og skoler gode muligheder for at støtte og fremme processen omkring sund skolemad.

Sund skolemad handler om:

Smil

For at give eleverne lyst til at købe maden, skal der være engagement omkring den. Det kræver skoleledelsens opbakning.

Smag

Den gode smag er afgørende, men alle fem sanser er vigtige for elevernes lyst til at spise maden. Det stiller krav til rammerne for måltidet, fx de omgivelser som maden spises i.

Samvær

Det skal være hyggeligt at spise sammen. Ved at skolen tager hensyn til, at forskellige aldersgrupper har forskellige spisekultur, kan den give eleverne lyst til at spise skolemaden.

Sund

Maden skal naturligvis også være sund. Derfor bør den følge Fødevarestyrelsens anbefalinger.

MENU