Gå til hovedindholdet

Planlægning af dagens måltider

Som dagplejer har du en væsentlig opgave med at sørge for, at børnenes daglige mad er varieret, sund, velsmagende og overkommelig i pris. Der er ikke afsat ekstra tid til, at du kan gå fra børnegruppen og tilberede maden. Du må derfor indpasse madlavningen i de øvrige gøremål med børnene.

For at det kan lade sig gøre, er det en god idé at indarbejde nogle faste rutiner omkring tilberedningen af måltiderne − rutiner som du kan tilpasse dine øvrige planer og gøremål i dagplejen.

Morgenmad

Morgenmaden skal give barnet energi til formiddagens aktiviteter. Det er mange timer siden, at aftensmaden blev spist. Derfor skal barnet både have mad og drikke med god energi fx i form af grød, gryn, fuldkornsbrød, frugt, mælkeprodukter, ost og sundere fedtstoffer.

Når barnet er mellem 7 måneder og 1 år, kan morgenmaden bestå af modermælk eller modermælkserstatning suppleret med grød som fx havregrød eller hirsegrød. Jo ældre barnet bliver, jo mere bliver grøden den væsentligste bestanddel − med modermælk eller modermælkserstatning som supplement.

Kold frokost

I Danmark har vi tradition for at spise rugbrød med forskelligt pålæg til frokost. Fra omkring 8-måneders alderen kan de fleste børn selv spise blødt rugbrød uden hele kerner skåret ud i små stykker. Indtil barnet er 1 år, smøres lidt blød plantemargarine eller mayonnaise på brødet under pålægget. Efter det første år smøres kun fedtstof på brød under magert pålæg, som ellers let glider af.

Server kød, æg og fisk i små stykker som tyggevenligt smørbart pålæg eller som fingermad. Giv dampede eller friske grønsager og frugt til at gnave af eller som pålæg og i en konsistens, som passer til barnets alderstrin.

En sund og varieret kold frokost består af:

  • Grønt.
  • Brød, gerne fuldkorn uden hele kerner.
  • Kød eller æg.
  • Fisk.
  • Frugt.
  • Fedtstof.

Kolde brødmåltider er ofte hurtigere at forberede. Et hurtigt måltid kan bestå af brød, forskellige slags pålæg, lidt fedtstof samt grønt og frugt. Fx rugbrød med leverpostej og makrel i tomat hertil revet gulerod, peberfrugt og avocado samt lidt banan med rosin.

Den kolde frokost kan også bestå af en eller flere typer hjemmelavet pålæg eller brød, fx fiskesalat eller hjemmebagt fuldkornsbrød. Det kan også være, at grønsagerne er tilberedt til råkost eller bagt i ovnen.

Kold frokost er lige så sundt som det mere tidskrævende varme måltid, men ved at veksle mellem kold og varm frokost præsenteres børnene for god variation i madens smag, konsistens og farver.

Varm frokost

Varme måltider kræver ofte mere planlægning, og det kan være rart at have nedskrevet en madplan for en periode, fx en uge. Tilberedelsen af varme måltider vil oftest være mere tidskrævende end tilberedning af kold mad. Forberedelserne kan gå i gang fra tidlig morgen, før børnene er mødt, eller sammen med de først fremmødte børn. Planen kan også være at tilberede lidt større portioner af familiens aftensmad og bruge det overskydende som pålæg eller genopvarmning til børnene dagen efter.

Steg fx et par ekstra frikadeller, ovnbag lidt ekstra rodfrugter eller kog ekstra pasta og ris. Lav lasagne, pizza og råkost i lidt større portioner. At genanvende fra egen husholdning gør det lettere at variere mellem forskellige madvarer og tilberedningsmetoder, og det kræver mindre forberedelsestid.

Sammensætning af varm frokost

Omkring 6 til 7-måneders alderen suppleres skemaden til frokost med lidt kød, fisk eller æg. Når barnet har lært at tygge godt, udskiftes mosen med kogte kartofler, ris eller pasta og grønsager skåret i tern eller hele til at gnave af. Fisk og kød gives i små stykker. Kødet findeles, hvis det er hårdt at tygge. Skift mellem forskellige fedtstoffer som fx planteolier og plantemargarine. Måltidet afsluttes eventuelt med lidt blød, frisk frugt skåret i små tern.

En sund og varieret varm frokost kan bestå af:

  • Kartofler, ris eller pasta.
  • Grønsager, friske, dampede eller ovnbagte.
  • Fisk, kød eller æg.
  • Fedtstoffer.
  • Eventuelt frugt til at afslutte måltidet.
MENU