Gå til hovedindholdet

Anbefalinger til dagens måltider

Lav mad efter de officielle kostråd

Små børn har et stort behov for energi til at vokse, trives og udvikles. Energien skal komme fra sund og varieret mad og drikke. De officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen giver dig gode råd om, hvilke madvarer måltiderne skal bestå af.

Kostrådene gælder generelt for alle over 3 år, men de gælder i meget vidt omfang også for maden til små børn. Faktisk er det kun enkelte specifikke dele af rådene om fedt, kostfiber og mængder, som er anderledes, når barnet er helt lille og starter på at spise med af familiens mad.

Spis frugt og grønt – gerne til alle måltider

Når børnene bliver tilbudt frugt og grønt til alle måltider, lærer de, at frugt og grønt hører naturligt med til måltidet, og de vænner sig stille og roligt til de forskellige slags.

Der findes ingen officielle anbefalinger for, hvor meget frugt og grønt børn under 4 år bør få, men Fødevarestyrelsen anbefaler, at madens indhold af frugt og grønt øges gradvist i løbet af de første leveår, sådan at barnet får 300 gram om dagen, når det er 4 år.

Spis fisk og fiskepålæg – flere gange om ugen

Du kan vænne børnene til at spise fisk ved at lade fisk være en del af frokosten og gerne hver dag. Du kan variere fisk på mange måder.

Børn i alderen 1-3 år anbefales at spise omkring 65 gram tilberedt fisk i dagplejen fordelt på en hel uges frokostmåltider. Dog bør børn under 3 år Ikke spise udskæringer af store rovfisk og heller ikke tun på dåse på grund af indhold af kviksølv. Rovfisk er fx tun, sildehaj, sværdfisk og gedde.

Spis kartofler ris og pasta eller fuldkornsbrød – hver dag

Det en god idé at servere kartofler til frokost, da de indeholder flere vitaminer og mineraler end ris og pasta. Naturris og fuldkornspasta er sundere end almindelig pasta eller polerede ris.

Spar på sukker

Mad med meget tilsat sukker indeholder ofte få vitaminer og mineraler. Til gengæld er der mange tomme kalorier, som ikke giver næring til barnets vækst. Undgå derfor sukkerholdige produkter til børn under 3 år.

Spar på fedtet – især fra mejeriprodukter og kød

Det er godt at skifte mellem forskellige typer af olie eller plantemargarine i madlavningen. For børn op til 1 år tilsættes 1 tsk. olie til måltidet, fx i mosen og grøden, og der smøres plantemargarine eller mayonnaise på brødet. Dog kun til hjemmelavet mad, ikke til købte færdigprodukter.

Spis varieret og bevar normalvægten

Tilbyd børnene forskellig mad − både med hensyn til smag, konsistens og udseende. Det vil udvikle barnets lyst til at spise og nysgerrighed efter at smage noget nyt. Server maden adskilt, og introducer kun få nye ting ad gangen.

Sluk tørsten i vand

Det er en god idé, at dagplejebørnene vænnes til at slukke tørsten i vand − ud over den mængde mælk, som anbefales for små børn.

Vær fysisk aktiv − mindst 60 minutter om dagen for børn

Fra fødslen og indtil 6-års alderen er al fysisk udfoldelse med til at udvikle og styrke de motoriske færdigheder. Derfor er det vigtigt, at børnene bevæger sig hver dag. Det kan gøres ved samtidig at skabe en naturlig bevægelseskultur i dagplejen.

I 'Mad i dagplejen' kan du læse, hvordan du bruge de officielle kostråd til at planlægge sunde frokost- og mellemmåltider til små børn i alderen fra ca. 7 måneder til 3 år.

Denne side er under opdatering. Den færdigbehandles lige så snart Fødevarestyrelsen modtager et nyt vidensgrundlag gældende for ernæringsanbefalinger til daginstitutioner i 2014. Vidensgrundlaget udarbejdes af DTU Fødevareinstituttet.

Pjecer og rapporter

Mad i dagplejen, Fødevarestyrelsen

Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen

Bestil bogen 'Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad', Sundhedsoplysning.dk

MENU