Gå til hovedindholdet

Få inspiration til sund mad

Børnehaver og vuggestuer kan nu få hjælp og inspiration til, hvordan de selv kan lave lækker og sund mad til deres børn.

Glad mad i børnemaver

Glad mad i børnemaver er et opslagsværk til institutionernes madprofessionelle. Publikationen indeholder:

  • Madplaner der følger de fire årstider.
  • Opskrifter der er ernæringsberegnet og tilpasset vuggestue- og børnehavebørn.
  • Hjælpeværktøjer til menuplanlægning, der opfylder Fødevarestyrelsen anbefalinger.
  • Forslag til hvordan du kan inddrage børnene.
  • Oversigt over sæsonernes råvarer.
  • Otte små højtlæsningsbøger med Ruth og Rasmus om madens historie fra jord til bord, som både børn og pædagoger kan få glæde af.

Over 100 opskrifter

Materialet til de madprofessionelle er bygget op over de danske sæsoner med en uges madplan for hver af de fire årstider. De over 100 opskrifter er udviklet i samarbejde med køkkenprofessionelle, der dagligt tilbereder mad til børn i daginstitutioner. Alle opskrifter er testet og godkendt af børn og voksne i daginstitutioner.

Ruth og Rasmus på opdagelse i madens verden

I de små bøger møder børn og pædagoger Ruth og Rasmus. De to børn går på opdagelse i madens verden, og gennem de otte bøger oplever de, hvor fuldkorn, fisk, kød, frugt, grønt, mælk, ost, æg og kylling kommer fra, og de ser, hvordan råvarerne kommer fra jord til bord. Hver bog slutter af med en opskrift, hvor børnene kan være med til at tilberede retterne.

Bøgerne er tænkt som en appetitvækker for blandt andet institutioner, der gerne vil sætte sund mad på dagsordenen eller have et længerevarende pædagogisk forløb om mad og måltider. Ruth og Rasmus skal være med til at fange børnenes interesse, så sund og velsmagende mad bliver en naturlig del af deres hverdag.

De otte historier har følgende emner:

Madens historie om fuldkorn

En lille bog til børnehavebørn om kornets rejse fra det sås på marken til det bearbejdes til gryn, mel og brød – den mad vi spiser.

Madens historie om frugt, grønt og kartofler

En lille bog til børnehavebørn der beskriver, hvordan kartofler, tomater og æbler plantes, vokser og bearbejdes, inden de kommer ud i butikkerne og bliver solgt som mad.

Madens historie om fisk

En lille bog til børnehavebørn der beskriver, hvordan fisk fanges, bearbejdes og sælges som mad.

Madens historie om æg og kylling

En lille bog til børnehavebørn der beskriver, hvordan kyllinger produceres og bearbejdes, og hvordan æg produceres, så vi kan spise dem.

Madens historie om mælk og ost

En lille bog til børnehavebørn der beskriver, hvordan mælk bliver produceret og forarbejdet til diverse fødevarer som mælk, ost, yoghurt.

Madens historie om kød

En lille bog til børnehavebørn der beskriver, hvordan blandt andet grise og køer opdrættes og bearbejdes til kød, som vi spiser.

Madens historie om madspild

En lille bog til børnehavebørn der beskriver, hvordan man bruger al maden, kun køber det man har brug for og generelt mindsker madspild.

Madens historie om økologi

En lille bog til børnehavebørn der beskriver, hvordan økologiske dyr lever, og hvordan den økologiske mad dyrkes.

Partnerskab har udviklet materialet

'Glad mad i børnemaver' er udarbejdet af et partnerskab der består af: 

  • Fisk 2 gange om ugen
  • Fuldkornspartnerskabet
  • Landbrug og Fødevarer
  • 6 om dagen kampagnen 
  • Fødevarestyrelsen.
MENU