Gå til hovedindholdet

Mellemmåltider i daginstitutionen

Mellemmåltiderne skal stille sulten mellem hovedmåltiderne. Mellemmåltiderne kan deles op i enten de mindre eller de større mellemmåltider.

De mindre mellemmåltider

Fødevarestyrelsen anbefaler, at der til det mindre mellemmåltid om formiddagen serveres fuldkornsbrød smurt med skrabet fedtstof, fx plantemargarine, eller smørepålæg som friskost 30+, humus eller leverpostej suppleret med lidt frugt eller grønsager.

Til mellemmåltidet sidst på eftermiddagen kan der bruges rester fra det tidligere tilbudte større mellemmåltid. Fra brødgruppen kan der fx serveres en skive brød eller en halv bolle. Hertil kan der serveres, hvad der svarer til et stykke frugt. 

De større mellemmåltider

Til det større mellemmåltid til om eftermiddagen anbefaler Fødevarestyrelsen, at måltidet sammensættes af madvarer fra nedenstående grupper:

  • Brød, gryn, kartofler, ris, pasta
  • Fisk, kød, æg, ost, mælk
  • Fedtstoffer
  • Frugt og grønt.

Brød

Varier brødgruppen mellem fuldkornsrugbrød, fuldkornsbrød og lysere brødtyper uden fuldkorn. Brødet kan suppleres eller erstattes med fx ris, pasta eller kartoffelsalater.

Smørelse på brødet

Brødet kan serveres med en smørelse. Den nemmeste løsning er fx plantemargarine, leverpostej samt mager friskost og en mere tidskrævende løsning kan være en blanding af fedtstof og pålæg, fx en pålægssalat som tun-, makrel- eller torskerognsalat.

Afvekslende kan fedtstoffet i stedet tilsættes til dejen og derved gøre mellemmåltiderne mere overskuelige for både børn og pædagogisk personale. Eksempler er fx müsliboller, fiberboller med tranebær og nødder, boller med æble, gulerod og mandler, fuldkornssnegle og vegetarpizza. Her er brød- eller bolledejen tilsat olie, blendede, fedtholdige kerner eller nødder.

Mælk

Hvis institutionen vælger ikke at tilbyde børnene mælk eller mælkeprodukter i løbet af dagen, er det vigtigt at give forældrene besked, så de har mulighed for at have ekstra fokus på mælk derhjemme.

MENU