Gå til hovedindholdet

Tips til at spise varieret når du spiser kød

Kød indeholder mange vigtige vitaminer og næringsstoffer, men det betyder ikke, at det er godt at spise meget kød hver dag.

Kød er en vigtig brik i den danske ernæring. Den største del af det protein, danskerne får, kommer fra kød og kødprodukter – i alt 26 %. Kød er en god kilde til A-vitamin, B-vitaminer og D-vitamin samt til mineralerne zink, selen og jern.

Spis højst 500 gram tilberedt kød om ugen fra okse, kalv, lam eller svin. Det svarer til to til tre middage om ugen og lidt kødpålæg. Kødet skal fortrinsvis være af de magre typer.

De fleste kvinder spiser den anbefalede mængde kød. Det samme gælder kun halvdelen af mændene. Begge køn spiser generelt for meget kødpålæg.

Da der er en sammenhæng mellem udvikling af nogle typer af kræft og det at spise meget rødt kød – dvs. kød fra firbenede dyr, fx okse-, kalve-, lamme- eller svinekød, uanset om det er gennemstegt eller ej – og især forarbejdet kød, kan det være fornuftigt at skære ned på disse kødtyper.

Vælg det magre kød

Kød, der indeholder maks. 10 % fedt, kan med fordel være på menuen nogle gange om ugen. Gå efter det magre kød, når du handler, og tjek fedtprocenten på pakken.

Kylling og kalkun kan høre til det magre kød, men det afhænger af hvilke dele af fjerkræet, du vælger. Brystkød uden skind fra kylling, kalkun og and indeholder kun fra 1-4 gram fedt pr. 100 gram råt kød. Men lår og skindet kan indholdet meget fedt. Skær derfor synligt fedt og skindet fra, inden du spiser det.

Pas på det mættede fedt

Nogle typer af kød indeholder meget mættet fedt. Mættet fedt øger risikoen for hjerte-kar-sygdom og bør derfor begrænses i kosten. Rødt kød, som kommer fra lam, okse og svin, kan være rigt på mættet fedt. Indholdet af fedt afhænger af udskæringen.

Ved stege, bøffer og koteletter er det en god idé at fjerne alt synligt fedt, når kødet er tilberedt og ligger på tallerkenen. Fx kan du nedsætte fedtindholdet fra 25 til 2 gram fedt pr. 100 gram kød ved at skære hele fedtkanten af en svinekotelet eller et stykke flæskesteg med godt 1½ cm fedtkant.

Steg med måde

Når du tilbereder kødet ved stegning eller grillning kan der udvikles nogle uønskede stoffer. Især hvis du steger hårdt eller branker kødet, hvis du bruger stegefedtet til sovs eller hvis du griller over trækul, træ eller kogler i stedet for over grillbriketter.

Kogning er ikke et sundhedsmæssigt problem, fordi temperaturen ikke bliver særlig høj.

Gode råd når du spiser kød

  • Vælg de magre typer af kød – gå efter maks. 10 % fedt.
  • Varierer mellem de typer af kød, du spiser.
  • Skær fedtkanten og andet synligt fedt fra, inden du spiser det.
  • Spis fisk og fiskepålæg – flere gange om ugen.
  • Steg ved lav temperatur, undgå hård stegning og brankning.
  • Kassér stegefedtet. Brug det ikke som dyppelse eller i sovsen.
  • Kog mere, steg mindre og brug gerne mikrobølgeovn. 
MENU